Jeg mødte en sten i dag

Jeg gik en tur på Måle strand i dag. Vandet var roligt, kun tunge dønninger slog blidt mod strandkanten og fik stenene til, at rulle med ud når vandet trak sig tilbage. Sagte kunne man hører lyden af sten som rullede, lyden af ral, der skyller frem og tilbage. . . . stille og roligt. 

Jeg havde gået længe og var så småt ved, at tænke på at vende om. Men da jeg kikker op fra strandkanten, kan jeg se en stor klynge af sten længere fremme.  En af stenene fanger min opmærksomhed, den var den største i klyngen.  Det var ikke så meget størrelsen, der fangede min opmærksomhed, det var mere det, at den ligesom lyste op i nogle grønne, blå og røde farver.

Jeg blev nysgerrig og besluttede at undersøge det.

Da jeg kom nærmere stenen kunne jeg se, at stenen var gået over i to og at der rigtigt nok var flere farver i stenen, en utrolig flot og smuk sten.

Jeg satte mig på den og kikkede udover havet, vejret var tåget og gråt, i det fjerne kunne man høre tåge hornet fra et skib derude i Storebælt.
 Mens jeg sad der, begyndte stenen at tale med mig, dvs. det var som om den talte i mine tanker. Lidt overrasket var jeg, men jeg lod det ske.

Her er hvad stenen fortalte:

I mange 1000 år havde den ligge i Jorden og ladet sig flytte rundt med af Jorden. Under Jorden var der trist og kedeligt, syntes den. Nok havde den haft selskab af mange 100 sten, men tiden føltes lang og det var ensformigt at ligge der, dag ud og dag ind. Den kunne ikke andet end lade sig drive med. Stenen havde troet, at sådan skulle det nok være, den kendte jo ikke til andet.

Så en dag skete der noget helt uventet. Stenen så Lyset. . . . . Jorden havde nemlig ført stenen ud til skrænten ved havet. I starten blev stenen lidt bange for lyset, men efterhånden havde den vænnet sig til det, og kunne se og hører havet, mærke vinden og føle solens varme stråler. I dens inderste kærne vidste stenen, at den ville ud til havet, ud i friheden, fri for jorden. Slut med at lade sig skubbe rundt med. Stenen ville ud på stranden og ligge, føle sig fri, dufte, mærke og føle vinden, solen og havet.

Der gik en rum tid inden stenen kunne slippe Jorden og skrænten helt, men en dag var den rullet ned på stranden hvor den ligger nu. Og da det skete flækkede den i to, så den blottede sin kærne og den mærkede da solen, vinden og havet helt ind i hjertet og den vidst at den havde fundet sin plads, sin mission. Havet gav den ro, solen gav den energi og vinden bragte viden med fra hele verden.

Stenen har ligget på stranden nu i mange 100 år, den har alt det den har brug for og kunne ikke tænke sig et andet liv end, at være sten på Måle Strand. Den elsker at fortælle historier og deler gerne ud af sin visdom, og med tiden er den blevet helt god til at lytte til dem, som kommer forbi og sætter sig på den. Den har ikke brug for andet end det den har, den har fundet indre ro og mening med sit liv som sten. 

Jeg takkede stenen for denne historie og følte at jeg havde fået en visdom med mig. Visdommen om at gøre det, som føles helt rigtigt i hjertet og finde roen i det, og bevare roen selv om alting omkring dig pludselig kan virke som kaos, som når jord og himmel sommetider kunne stå i ét omkring stenen.
Stenen havde fundet sig selv og åbnet sit hjerte og ingenting, ingenting kunne flytte den. Den havde fundet meningen i blot at være til i sol, blæst, regn, sne og vind. Den lyttede til andre og delte sin visdom med andre.

Den var nærmest lykkelig.

Bedste ønsker om lykke, lys og kærlighed til dig
Bjarne Dam Larsen
www.changeyourlife.dk